Jeg har skrevet en række tekster med forslag til måder, man kan forholde sig til sig selv og verden, når man har en depression og/eller synes det er svært at være menneske. Jeg kommer for letheds skyld til at skrive teksterne rettede mod mennesker med depression, men en stor del af ordene er universelle for alle mennesker i krise, sorg og smerte.
Første indlæg kommer her og handler om at række ud efter mennesker og at få hjælp:
Det er rigtig let at føle sig ensom og alene i sin depression. Ofte kommer depression sig af, at man i en periode har levet i uoverensstemmelse med den, man er. I depressionen handler det om at finde ud af, at man gerne må være sig selv. Og at mennesker stadig gerne vil en, selvom man ikke hele tiden præsterer en person, som man tror, at de kan lide.
En måde at finde ud af, at man stadig er ønsket, er at række ud og se, hvem der griber ens hånd. Se at ens hånd bliver grebet. For langt de fleste vil de, der var nærmest inden depressionen, stadig være tæt på, stadig gerne ville. Stadig være der. Det koster kræfter at række ud. Det koster kræfter at turde bede om hjælp og forståelse. Og det kan føles som om, at man stiller sig selv helt utroligt sårbar. Hvilket for mange ikke er en rar følelse. Det kan føles som om, at du ikke har de kræfter. Og det har du måske heller ikke. Men du må låne lidt kræfter i banken, fordi du vil få noget igen, når du rækker ud. Du vil få støtte, kærlighed og omsorg. Og på den måde vil din kræfter brugt være godt givet ud.
Det er rigtig let at føle sig misforstået, når man er i en situation af det meste af tiden at have det dårligt. Folk prøver måske at hjælpe, men de gør det “forkert” og så kommer du til at tænke, at de slet ikke vil hjælpe dig. Derfor har du et ansvar for at sætte ord på, hvad det rent faktisk er, du kan have behov for. Har du behov for at din veninde skriver til dig dagligt og siger, at du er sød? Har du behov for at din mor kommer med en gryderet og fylder din fryser? Har du behov for at nogen snakker med dig på en anden måde, end de gør det lige nu? Du bliver nødt til at sige det højt. Fordi andre ved det ikke. Selvom de gerne vil være der for dig, kan det være, at de trækker sig, fordi de er i tvivl. De er bange for at gøre noget forkert, og derfor er det “lettere” at lade være med at gøre noget. Jo mere konkret du kan formulere dine behov for andre, jo lettere bliver det for dem at være der for dig. Jo lettere bliver det for dem at passe på sig selv, imens de også passer på dig.
Når man har en depression koster cirka ALTING rigtig mange kræfter. Det gør det meste i løbet af en dag meget uoverskueligt. Men rigtig mange ting bliver lettere, når man er to. Når der er en anden, der tager initiativ. En anden der distraherer. En anden der hjælper. Derfor kan det også være en hjælp af række ud for at få støtte til de rent praktiske ting i løbet af en dag eller en uge. Indkøb, madlavning, tøjvask, rengøring, at skifte sengetøj, at gå en tur. Det er min klare erfaring at de fleste mennesker rigtig gerne vil hjælpe med det, men ikke altid ved, hvor stor en hjælp det kan være at byde ind her. Derfor er det vigtigt, at du siger det. Til dem.
Jeg ved godt, at det kan være sindssygt svært og angstprovokerende at skulle spørge om hjælp. Mange af os er så vanvittigt bange for at være til besvær. Men … Hvis du lige tænker sig lidt om, så kan du nok også huske, at det faktisk kan give dig selv rigtig meget at hjælpe andre. Et venskab er ikke kun at grine sammen. Det er også at være der for hinanden i det svært. Det går begge veje. Lige nu er det dig, der har brug for hjælp. En anden gang er det din ven. Det gør et venskab stærkt at være der for hinanden i svære stunder. Og det kan være rigtig betydningsfuldt for din ven at få lov til at blive din betroede i din smerte.