Depressioner viser sig selvfølgelig forskelligt fra menneske til menneske. Men depression som jeg kender det føles sådan her:
- At vågne om morgenen og ikke orke dagen, allerede inden du har åbnet øjnene.
- At en tur i Netto er et fuldstændig uoverkommeligt projekt, der let kan tage en hel dag. Hvis ikke flere.
- Det samme med tøjvask. Og rengøring.
- At spise spejlæg til morgen, middag og aften, fordi det er det eneste, der er til at overskue at lave.
- At bryde sammen i Føtex, fordi du går derind med alle intentioner om at købe ind til “sund mad”, men fuldstændig mister modet og ikke ved, hvorfor dit humør lige pludselig har ændret sig. Og du bruger 10 minutter på at diskutere med dig selv om, hvad du skal stille op og vandrer mellem grøntsagsafdelingen og frysepizzerne og ender med at købe en frysepizza, fordi du indser, at det ikke er den “sunde mad”, der vil kurere din depression.
- At sidde på din seng og græde fordi det gør ondt inden i, og ingenting hjælper. Og hver gang du prøver at gøre et eller andet bliver du overvældet af ny gråd.
- At nogen har bundet en 20kg kettlebell til dit hjerte og hver gang du skal noget som helst, skal dit hjerte bære den ekstra vægt. Og det gør ondt. Og er hårdt. Alt for hårdt.
- At have dårlig samvittighed, fordi du ikke går en tur eller dyrker yoga eller mediterer eller tager til boksning eller kommer mere ud eller prøver at tænke mere positivt eller ikke kan finde ud af dagligdags gøremål, som alle andre bare klarer med lethed, eller styrketræner eller eller eller …
Og hvis du ikke kan se det endnu, så skærer jeg det lige ud i pap: Depression er fucking latterligt vanvittigt hårdt. Det er en kamp hver eneste dag om overhovedet at kunne overskue at eksistere. Alting koster ekstra kræfter, fordi depressionen gør alting tungere. Og du har ingen kræfter, fordi depressionen har spist dem.
Derfor må du gerne (og du skal faktisk helst) sætte barren helt ned for dig selv. Der er rigtig mange, der vil have en mening om, hvordan du skal tackle sin situation. Der vil synes, at du skal gå ture eller drikke smoothies eller whatever. Men der er ingenting du skal. Du gør allerede rigtig meget, selvom det måske virker usynligt. Du lever, du eksisterer, du trækker vejret og du kæmper. Hver eneste dag. For at få det anderledes. For at få det bedre. For at opleve glæde igen.
Vær blid mod dig selv. Hav omsorg for dig selv. Pak dig selv ind i vat og tal pænt til dig selv. Det er ikke gåturen eller salaten, der vil gøre dig rask. Ikke hvis de ting ikke føles gode for dig imens.
Jo nogen gange kan en gåtur ændre ens sindsstemning lidt – og hvis du oplever det og kan bruge det som motivation for at gå, så fedt! Do it! Men hvis du bruger 5 timer på at slå dig selv i hovedet med, at du ikke kan overskue at gå en tur. Så lad være.
Jo mere du rummer dig selv og det du kan og er lige der midt i smerten og ingentingheden, jo mere er du sammen med dig selv. Og jo mere fortæller du din depression, at du faktisk godt kan passe på dig selv. At du ikke er igang med at vende dig væk fra dig selv (igen).
Selv hvis det eneste du gør en dag er at ligge i din seng. Så har du stadig været i live den dag. Du har trukket vejret. Og du er igang. Du er på vej. Dit system arbejder på højtryk for dig.